Om mig

Min interesse for at fotografere, startede da jeg var tretten år gammel. Mine venner og jeg var ikke de skarpeste knive i skuffen, så tiden gik for det meste med at smadre ting og lege drengerøve. Efter at have kørt den stil i noget tid, endte det med at vi fik advarsler om udsmidning fra vores klub, hvis vi ikke opførte os ordentligt. For at få os væk fra balladen, blev vi alle sat til at lave noget kreativt for at slå kedsomheden ihjel. Vi rappede og malede graffiti, men ingen af delene fangede rigtig min interesse. Men så begyndte jeg på ungdommskolen hvor jeg havde fotografi en gang om ugen, og der gik ikke ret lang tid inden jeg forelskede mig i kameraet.

Endelig havde jeg fundet det, som jeg havde ledt efter hele min barndom. Jeg brændte for noget, og jeg var interesseret i at lære alt om fotografiets verden. Da jeg ikke kunne vente en hel uge med at tage og fremkalde billeder på skolen, købte jeg et Canon EOS 35od for mine konfirmationspenge. Jeg tog billeder af alt hvad jeg fandt interessant, mine venners graffiti, festerne og alt det andet jeg brugte min tid på dengang.

I 2006 begyndte jeg at tage billeder af riots, demoer og optøjer i forbindelse med Ungdomshuset på Jagtvej. Derefter tog jeg på to forskellige efterskoler hvor jeg hurtigt fik rollen som skolens fotograf. På dette tidspunkt var min passion for fotografi stadig på hobbyplanet, men jeg fik alligevel en del ros fra mine lærere, og det motiverede mig til at fortsætte. – Jeg endte dog med at blive smidt ud fra efterskolerne, noget der virkelig gav mig tid til at tænke over hvad jeg ville med mit liv.

Efter en tænkepause begyndte jeg på KUBA, produktionsskolen på Østerbro. Her gik jeg på et fotoværksted hvor jeg fik stillet en masse opgaver, og modtog konstruktiv kritik. Gennem KUBA kom jeg også ud og tage billeder af andre elever fra skolen når de lavede kreative projekter, som f.eks. SOHO, Autonome alkoholikere, intelligent pushing og Stanley Most.

Efter KUBA tiden fortsatte jeg aktivt med at tage billeder, og valgte at prøve kræfter med Københavns film og foto daghøjskole, også kaldet RAMPEN. Det er en kursus skole, der fokuserer på at vise dig nogle forskellige muligheder og tilgange indenfor fotografi.